Ind- og udtræden af kloak

I det følgende beskrives retningslinjer for grundejernes indtræden og udtræden af forsyningen.

I henhold til Miljøbeskyttelsesloven fastlægges det i spildevandsplanen, om en ejendom skal kloakeres ved tilslutning til et forsyningsejet kloakanlæg. Ved ejendomme inden for grænsen til et kloakopland er der såvel pligt som ret til tilslutning til kloaksystemet, når der er tilslutningsmulighed.

Tilslutning til det nye anlæg skal være udført inden for en fastsat tidsfrist på normalt ½ år efter tilslutningen er fysisk mulig. I fælleskloakerede områder, hvor der skal foretages separering af spildevandet og overfladevandet, kan der i nogle tilfælde være en kortere tidsfrist for gennemførelse af grundejers separatkloakering/kloakarbejder på egen grund, hvis grundejer mindst ½ år i forvejen er blevet varslet om den kommende kortere tidsfrist. Hvis tilslutningspligten ikke overholdes af grundejeren, er kommunen forpligtiget til at sikre at forholdene lovliggøres.

Spildevandsforsyningen står for etablering, drift og vedligeholdelse af ledninger m.v. frem til grundgrænsen, mens grundejeren indenfor eget areal er forpligtiget til for egen regning at betale for udførelse og vedligeholdelse af ledninger.

I de fælleskloakerede områder, hvor regnvand og spildevand afledes via samme kloakledning, fører spildevandsforsyningen én stikledning ind til grundgrænsen for de tilsluttede ejendomme.

I de separatkloakerede områder, fører spildevandsforsyningen en stikledning for regnvand og en stikledning for spildevand ind til grundgrænsen for de tilsluttede ejendomme.

Ved spildevandskloakering fører spildevandsforsyningen én stikledning for spildevand ind til grundgrænsen for de tilsluttede ejendomme. Der kan herfra kun afledes spildevand til kloak, mens regnvand skal bortskaffes på egen grund eller i et fællesprivat anlæg.

I henhold til Vordingborg Forsynings Betalingsvedtægt, skal grundejeren betale et tilslutningsbidrag, når der er etableret stik og ejendommen fysisk kan tilsluttes spildevandsforsyningens anlæg.

Der er 2 forskellige typer tilslutningsbidrag

  • Tilslutningsbidrag for tilslutning af spildevand (regnvand håndteres lokalt af grundejeren selv).
  • Tilslutningsbidrag for tilslutning af regn- og spildevand.

Alle ejendomme, der er fysisk tilsluttet et spildevandsanlæg, der tilhører Vordingborg Forsyning eller kontraktligt tilknyttet forsyningsselskabet, skal endvidere betale et årligt vandafledningsbidrag. Vandafledningsbidraget er opdelt i et fast bidrag og et bidrag med afregning efter målt eller skønnet vandforbrug. Tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag fremgår af Vordingborg Forsynings takstblad.

Undtagelser for tilslutningspligt/påbud

Specifikke grupper af ejendomme kan undtages for tilslutning til kloak eller forbedret spildevandsrensning i det åbne land.

Ejendomme som kan være undtaget for tilslutningspligt

  • Ejendomme uden vandforsyning – det vil sige, hvor vandforbruget det seneste år har været under 1 m3/år.
  • Ejendomme der er kondemnerbare, nedrivningsmodne eller har en nedrivningstilladelse.
  • Ejendommens værdi er mindre end 200% af kloakeringsomkostninger inklusiv tilslutningsbidrag.

Såfremt grundejeren ønsker at blive undtaget for tilslutningspligt med baggrund i ovenstående, har grundejeren selv ansvaret for at anmode Vordingborg Kommune herom. Anmodning til Vordingborg Kommune skal ske snarest muligt efter, at grundejeren er blevet bekendt med, at ejendommen skal kloakeres. Ændres forholdene på ejendomme beskrevet i ovenstående skal undtagelsen revurderes.

Vordingborg Kommune har følgende administrative praksis for nye tilslutninger samt ændring af eksisterende tilledninger.

Nye tilledninger og ændringer af eksisterende tilledninger fra allerede kloakerede oplande

For samtlige matrikler er den administrative praksis, at tilledningen ikke må øges i forhold til det nuværende niveau. Det tillades dog, at der afledes regnvand efter de nedenstående beskrevne principper.

Kloaksystemet er generelt dimensioneret til at kunne aflede de tilførte vandmængder uden problemer. For at undgå, at kloaksystemet bliver overbelastet, er der fastsat grænser for retten til at aflede regnvand. Grænserne er angivet som en maksimal befæstelsesgrad for henholdsvis boligområder, erhvervsområder etc.

Maksimal befæstelsesgrad

  • Boligområder: Maksimalt 30%
  • Andre (erhverv, center, etage etc.): Maksimalt 50%

Befæstelsesgraden beregnes som andelen af faste underlag indenfor matriklen (tagflader, fliser, veje etc.) med tilledning til kloaksystemet.

Hvis grundejeren vil befæste en større del af grunden end den maksimale befæstelsesgrad, skal overfladevand fra den del af arealet, der overskrider værdierne enten nedsives på egen grund eller forsinkes, før det afledes til forsyningens kloaksystem.


Ved neddrosling af vandmængde fra en ejendom gælder følgende principper for udledning

  • Fællesledninger - 110 l/s/ha
  • Separatledninger - 140 l/s/ha
  • Nye separate ledninger - 170 l/s/ha

Nye tilledninger fra hidtil ikke kloakerede oplande

Tilledningen til det forsyningsejede kloaksystem skal reduceres til en afstrømning på max. 1 l/s pr. ha. Der tillades dog en afstrømning på minimum 8 l/s. Reduktionen kan ske enten ved forsinkelse af afledningen på egen grund eller ved nedsivning/bortskaffelse på egen grund efter gældende regler og retningslinjer.

Kravet til reduktion af afstrømning vil kunne lempes, hvilket vurderes i hvert enkelt tilfælde.

Renovering af bolig og erhverv

Ved renovering af bolig eller erhverv og heraf mulig renovering af kloaksystemet på egen grund, anbefales det, at afløbssystemet etableres med separat ledningsanlæg for spildevand og separat ledningsanlæg for regnvand.

Det begrundes med, at det er Vordingborg Kommunes overordnede strategi på sigt at omlægge de ældre fælleskloakerede områder til separatkloakerede områder med separate ledningsanlæg for henholdsvis spildevand og regnvand.

Godkendelse af tilslutning

Vordingborg Kommune godkender først en tilslutning, når der foreligger en færdigmelding og revideret tegning på projektet fra autoriseret kloakmester.

I henhold til bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 kan en ejendom eller virksomhed, der er tilsluttet et spildevandsanlæg få ophævet sin tilslutningsret og- pligt og dermed udtræde helt eller delvist af kloakfællesskabet.

Delvis udtræden af spildevandsforsyningen omfatter udtræden for regnvand, hvorved grundejeren eller virksomheden fremover selv skal forestå afledning af regnvand eksempelvis ved nedsivning. Ved hel udtræden af spildevandsforsyningen skal grundejer eller virksomheden selv stå for håndtering og afledning af spildevand og regnvand.

Vordingborg Kommune træffer som led i administrationen af spildevandsplanen afgørelse om, hvorvidt en tilsluttet ejendom/virksomhed kan opnå fritagelse for tilslutningspligten, og hvorvidt en afgørelse herom kræver en ændring af spildevandsplanen. En udtræden kræver yderligere, at Vordingborg Forsyning kan indgå en aftale med ejeren herom.

Udtræden af kloakopland sker kun undtagelsesvis og vil typisk være for hele kloakområdet. Kun i helt særlige tilfælde, vil det tillades, at enkeltejendomme udtræder af kloakopland.

Ændring i Tillæg nr. 1 - vedtaget 31. august 2022

Grundejere, der udtræder helt eller delvist, kan i henhold til Betalingsloven få tilbagebetalt en del af eller hele tilslutningsbidraget af Vordingborg Forsyning. Tilbagebetaling sker som udgangspunkt ikke, hvis kloakforsyningen allerede har afholdt anlægsudgifter som dækkes af tilslutningsbidraget jf. vejledningen til betalingsloven.

Ændring i Tillæg nr. 1 - vedtaget 31. august 2022

Spildevandsbekendtgørelsen fastsætter reglerne for, hvad der skal være opfyldt for, at der kan gives tilladelse til hel eller delvis udtræden af spildevandsforsyningen for en ejendom eller en virksomhed.

Forhold der skal opfyldes før hel eller delvis udtræden kan aftales

  • Der er overensstemmelse med kommunalbestyrelsens plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen.
  • Der er enighed herom mellem grundejeren og kommunalbestyrelsen.
  • Der sker ikke en væsentlig forringelse af spildevandsforsyningens samlede økonomi.
  • Spildevandsforsyningen kan fortsat fungere teknisk forsvarligt.
  • Vandplanens mål for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande samt mål for anvendelsen og beskyttelsen af grundvandet tilsidesættes ikke.
  • Krav til spildevandsforsyningens renseanlæg fastholdes, uanset at der sker reduktion i den godkendte kapacitet.
  • Den samlede spildevandsmængde renses ikke dårligere end hidtil.

Vordingborg Forsyning vil rent formelt stå som kommunens repræsentant ved drøftelser med grundejere om hel eller delvis udtræden af spildevandsforsyningen og vil tilsvarende forestå udarbejdelsen af den ønskede aftale med grundejeren.

Vordingborg Kommune og Vordingborg Forsyning er på nuværende tidspunkt som udgangspunkt ikke indstillet på at ophæve tilslutningsretten og – pligten indenfor de kloakerede områder.