Vandområdeplan 2015-2021

Statens vandområdeplaner er en samlet plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv.

Vandområdeplanen blev offentliggjort d. 27. juni 2016 af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning med tilhørende bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer samt høringsnotater og sammenfattende redegørelser.

Vandområdeplanen gælder for perioden 2015 til 2021. Det er forventningen, at der i 2021 offentliggøres nye vandområdeplaner for perioden 2021-2027.

Vandområdeplanen indeholder blandt andet oplysninger om påvirkningerne af vandområderne, beskrivelse af overvågningen af vandområderne, vurderinger af tilstanden i vandområderne, de miljømål, der gælder for det enkelte område, samt et resumé af de indsatser, der skal gennemføres med henblik på at opfylde de fastlagte mål.

Vandområdeplanen giver principielt ikke anledning til ændringer i de lovmæssige krav til spildevandsplanens indhold. Men Vandområdeplanen har betydning for kommunens dispositioner på spildevandsområdet herunder specifikt i relation til spildevandsrensning i det åbne land, renseanlæg og de regnbetingede udledninger.

Vandområdeplanen giver kommunerne handlepligt og tidsfrister for at opnå målsætningerne.

Renseanlæg

I Vandområdeplan 2015-2021 er der i Danmark samlet udpeget 11 renseanlæg, hvor der skal ske en forbedret rensning af spildevandet.

Der er ikke udpeget renseanlæg i Vordingborg Kommune, hvor der skal ske en forbedret rensning af spildevandet.

Regnbetingede udledning

I Vandområdeplan 2015-2021 er der i Danmark samlet udpeget ca. 370 regnbetingede udløb, hvor udledningen af spildevand skal reduceres.

I Vordingborg Kommune er der udpeget 2 regnbetingede udløb, hvor udledningen af spildevand skal reduceres. De 2 udledninger stammer begge fra overløbsbygværker i Køng.

Vordingborg Kommune og Vordingborg Forsyning vil i planperioden (2021-2024) undersøge vandkvaliteten i vandområdet ved overløbsbygværkerne samt afklare om påvirkningen skyldes udledninger fra overløbsbygværkerne. Resultatet af undersøgelserne kan bevirke en fremrykning eller udskydelse af separatkloakering af det eksisterende fælleskloakområde i Køng.

Ukloakerede ejendomme i det åbne land

I en række søer og vandløb er spildevand fra ukloakerede ejendomme en af årsagerne til, at vandkvalitetsmålsætningen ikke kan overholdes. Dette skyldes blandt andet spildevandets høje indhold af organisk stof, ammoniak, næringssalte og bakterier.

I Vandområdeplan 2015-2021 er der i Danmark samlet udpeget 6.771 ejendomme, hvor der skal ske en forbedret rensning af spildevandet. Den forbedrede rensning er udpeget og fastsat i vandområdeplanen, hvor hvert udpegede område er tildelt en renseklasse.

Renseklassen afhænger af det vandområde, som spildevandet ledes til.

Renseklasser

  • Renseklasse SOP (Skærpede krav til reduktion af organisk stof og ammonium samt fosforfjernelse)
  • Renseklasse SO (Skærpede krav til reduktion af organisk stof og ammonium)
  • Renseklasse OP (Krav til reduktion af organisk stof samt fosforfjernelse)
  • Renseklasse O (Krav til reduktion af organisk stof)​

I nedenstående er vist de udpegede renseklasseoplande i Vordingborg Kommune.

Vordingborg Kommune vil i perioden frem til 2030 undersøge spildevandsrensningen på ejendomme beliggende indenfor de i Vandområdeplanen udpegede renseklasseoplande samt påbyde forbedret rensning af spildevandet ved de ejendomme, som ikke overholder de i renseklasseoplandene fastsatte krav til rensning.

Vordingborg Forsyning vil i samme periode kloakere en række ejendomme i renseklasseoplandet til Stege Nor.​